Birgitte og Thomas

21.maj 2005

 

Salmehæfte fra kirken

 

 754

”Se, nu stiger solen af havets skød”

 

1. Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
 hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

2. Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

3. Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4. O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!

 

5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o du milde Fader, min skaber, Gud!

6. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

7. Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

 

Komponist : Oluf Ring, ca.1915

Tekst : Jakob Knudsen, 1891

 

 

”Du kom med alt det, der var dig”

 

1. Du kom med alt det, der var dig
og sprængte hver en spærret vej,
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det.

2. Jeg stormed ud og købte øl
ja, vint’rens gamle stive føl
fór ud på grønne enge.
Og du blev varm og lys og fuld
og håret var det pure guld
som solen - skjult for længe.

3. Og blomster åbned sig og så,
at nu blev himlen stor og blå
at stunden født til glæde.
Din næve var så varm og god
og du var smuk og fuld af mod,
så smuk, jeg måtte græde.

4. Vorherre selv bød ind til fest
Der sad vi hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå,
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

5. At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og bli’r
og hvad end hele verden si’r
så har den vore hjerter.

 

Komponist : Per Warming, 1987

Tekst : Jens Rosendal, 1981

905 Højskolesangbogen

 

706

”I blev skabt som mand og kvinde”

 

1. I blev skabt som mand og kvinde af den samme skaberhånd,
I fik sang og sol i sinde,
optændt af den samme ånd,
ja’tak har I begge sagt
til den gave, Gud har rakt.

 

2. Hver sin krop og hver sin gåde,
I fik også hver sit sind.
Denne forskel er en nåde
li’som regn og sol og vind,
intet svælg er Gud for bredt,
han kan gøre to til ét.

 

3. Egen byrde skal I bære,
så den anden slipper fri,
men er byrderne for svære,
skal I stå hinanden bi,
den, som intet bærer på,
visner som det golde strå.

4. I sit billed han os skabte,
han kom selv i kød og blod,
han, som tar imod fortabte,
han gør al vor uret god,
han, som ingen støder bort,
lægge selv sit sind i vort.

5. Du, som troner i det høje,
kom med kærlighed og tro,
ene du kan sammen føje,
helt forene disse to,
to, der vandrer hver sin vej,
Herre, led dem samme vej!

 

       6. Derfor pris ham, mand og kvinde,
        underet med jer er sket,
        kærlighed kan sammen binde,
        så I blir fuldkommen ét,
        kærlighed gør intet halvt,
        håber og udholder alt.

                Komponist : Henry John Gauntlett, 1849.

                Tekst : Johannes Johansen, 1977 og 2001.

 

 

 

703

”Det er så yndigt at følges ad”

1.Det er så yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være;
da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;
ja, det er gammen
at rejse sammen,
når fjederhammen
er kærlighed.

2. Det er så hyggeligt allensteds,
hvor små og store har ét i sinde,
og det, som drager de store læs,
i hjertekamret er inderst inde;
ja, det er gammen
at holde sammen,
når ja og amen
er hjertets sprog.

3. Det er så herligt at stole på,
vi har en Herre, som alting mægter,
han os ej glemmer, når vi er grå,
hans nåde rækker til tusind slægter;
ja, det er gammen,
at alle sammen
er ja og amen
Guds nådes ord.

 

4. Det er vemodigt at skilles ad,
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Gud ske lov! i vor Herres stad
for evig samles de hjertenskære;
ja, det er gammen
at leve sammen,
hvor ja og amen
er kærlighed.

 

5. Hvert ægtepar, som med kærlighed
i Jesu navn holder bryllupsgilde,
skønt alt i verden går op og ned,
skal finde tidlig og finde silde:
Det er dog gammen
at sidde sammen,
hvor arneflammen
er kærlighed.

 

Komponist : C.E.F Weyse, 1833

Tekst : Grundtvig, 1855