Ejendommen Sonnerupgaard Gods blev ved årsskiftet 1996/97 erhvervet af Birgitte Israelsen Knudsen og Peter Kjær Knudsen, som købte ejendommen af Anne Dorph og Preben Herbo, der siden efteråret 1985 havde ejet ejendommen.
 

Ejendommens jordtilliggende omfatter ca. 400 tdr. land. De 300 er anvendt til planteavl, hovedsagelig korn. Resten ca. 100 tdr. land, er fordelt på de to skove, Dyrehaven og Engskoven.
 

Første gang Sonnerupgaard omtales er i 1341. I de følgende år nævnes flere ejere. Bildslægten ejede Sonnerupgaard i midten af det 16. århundrede. Senere kom Sonnerupgaard i den kendte Trolleslægts besiddelse. Rigsraad Manderup Parsberg nævnes som ejer i 1621. Efter Anne Brahes død, Parsbergs kone, blev gården solgt til Rigsmarsk Jørgen Urne. Ved Jørgen Urnes død overtog sønnen Knud Urne gården.

Efter i århundreder at have tilhørt nogle af de ældste danske adelsslægter kom gården nu i borgerlig eje, idet Knud Urne solgte ejendommen til professor Bertil Bartholin i 1661. Blandt de efterfølgende ejere nævnes Etatsraad Rasmus Vinding, der er kendt som hovedforfatter til Christian V's Danske Lov.

Direktør i det Vestindisk-Guineriske Kompagni, Severin de Junge, opførte hovedbygningen på dens nuværende plads efter en brand i 1731, idet hovedbygningen før var beliggende på øen i voldgravskomplekset 'Brændte Grav' nord for gården (nu seværdighed).

Ved lensafløsningen solgtes gården i 1923 til konsortiet Schulin-Zeuthen, der i 1928 videresolgte til godsejer Breit.

 
Gården ejedes fra 1954-1959 af fabrikant Hollesen, af hvis bo Forsikringsselskabet Alm. Brand købte Sonnerupgaard. Forsikringsselskabet benyttede gården som eget kursuscenter i ca. 25 år og ombyggede hestestald og vognport til dette formål i 1963.